Diagram over den elektromagnetiske multiplikators virkemåde
Den elektromagnetiske multiplikator er det første eksempel på et "amperemeter", dvs. et instrument til måling af elektrisk strøms størrelse og retning. Multiplikatorens hoveddel består af to tilnærmelsevis lige stærke magnetnåle, der er placeret nordpol ved sydpol og sydpol ved nordpol (se nedenstående figur). Denne placering gør, at de to nåle er stort set upåvirkelig af Jordens magnetfelt. En ledning placeres i en kreds, så
strømmen går den ene vej ved den ene nål og den anden vej ved den anden nål. Ledningen placeres tæt på den ene nål men (forholdvis) langt fra den anden, så nålen kun påvirkes af den ene strøm. Hvis der går en strøm igennem ledningen, vil de to dele af dobbeltnålen påvirkes mod samme retning, og dobbeltnålen vil slå ud mod denne retning. For at forøge virkningen vil man typisk anvende en spole i stedet for kun en enkelt strømkreds.
Man kan således få den elektromagnetiske multiplikater til både at angive strømmens retning, men også på en skala give en talværdi for dens styrke. Det er her ligheden med amperemetret kommer ind. I modsætning til et moderne amperemeter, vil den ikke give et udslag i en fast enhed (som f.eks. Ampere (A)). Det skyldes, at udslagets størrelse ud over at afhænge af strømmens størrelse også afhænger af magnetnålens beskaffenhed, dvs. en egenskab der kan variere fra apparat til apparat.
Multiplikatoren bygger på H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820, nemlig at en magnetnål vil slå ud hvis den er placeret tæt på en ledning, hvorigennem der går en strøm. Udslagets retning afhænger af strømmens retning.